Kom til indvielse af Charlotte Ammundsens Plads

Charlotte Ammundsen, som i en årrække var miljøborgmester og SF’s politiske leder på København Rådhus, bliver hædret torsdag den 12. marts, hvor Københavns Kommune navngiver en plads efter hende. Pladsen ligger på den del af Ahlefeldtsgade, der ligger foran Indre by medborgerhus, og som nu omdøbes til Charlotte Ammundsens Plads. SF-København markerer dagen med en stor reception på pladsen kl. 16 – 18 med taler af Bo Asmus Kjeldgaard og Villy Søvndal. I samme tidsrum afvikler SF’s aktivnetværk en miljøevent, der sætter fokus på byens problemer med luftforurening. Et emne som Charlotte Ammundsen i sin tid satte højt på dagsordenen – længe før alle andre partier begyndte at kalde sig grønne. Charlotte Ammundsen var en respekteret og afholdt politiker, og ved kommunalvalget i 1985 opnåede SF i København under hendes ledelse sin hidtil største tilslutning med 22,2 pct. af stemmerne.

Læg en kommentar